Kunst, koncert og ballet i grænselandet

25. februar – 3. marts 2018

Højskolen Østersøen byder velkommen til en uge, der står i kunstens tegn, og rummer besøg på nogen af landsdelens fornemmeste museer. Til efteråret fylder en af Danmarks store billedkunstnere 80 år, men allerede nu fejres Per Kirkeby med udstillinger i det sønderjyske. Ribe Kunstmuseum og Kunstmuseet i Tønder byder på udstillinger, der hylder maleren. I Ribe er der også mulighed for at nyde en af Danmarks ældste og fineste samlinger af kunst fra 1800-tallet.

Turen går også til det lokale Brundlund Slot, hvor der vises en fremragende udstilling om den glemte blomstermaler O.D. Ottesen, der var vidt berømt i sin samtid. Igennem oplæg og foredrag vil vi kigge nærmere på Kirkeby og dykke ned i den tyske ekspressionisme, hvor Emil Nolde og Brücke-malerne var toneangivende.

På Gottorp Slot i Slesvig findes en meget flot samling af klassisk, moderne tysk kunst med imponerende værker af ovennævnte.

Ugen krydres desuden med koncert i Alsion, når Sønderjyllands Symfoniorkester afholder koncert sammen med lokale MGK-elever, samt balletten ”Don Quichotte” der sættes op på Stadtteather i Flensburg.

Glæd dig til en uge spækket med indtryk, der kan stimulere alle sanser.

Kursusleder: Højskolelærer Anja Kjølby

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

Pris 4.300 kr. (dobbeltværelse) / 4.900 kr. (enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Søndag d. 25. februar

Kl. 16.00 Ankomst og indkvartering

Kl. 18.00 Middag

Kl. 19.00 Kunsten at se på kunst. Velkomst og præsentation ved Anja Kjølby

Mandag d. 26. februar

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Fantasi, farve og følelse – Introduktion til den tyske ekspressionisme. Vi ser nærmere på de tyske ekspressionistiske kunstnere, der ændrede naturalismens udtryk radikalt i begyndelsen af det 20. århundrede. Malerene Emil Nolde har sagt: ”At jo længere man fjerner sig fra naturen, men forbliver naturlig, des større er kunsten”. Vi ser nærmere på Nolde, Brücke-malerne, billedhuggeren Ernst Barlach og deres opgør med samtidens kunstopfattelse.

kl. 12.00 Frokost

kl. 15.00-17.00 Filmeftermiddag med introduktion. Anja Kjølby giver en kort introduktion til Emil Nolde, inden ser vi dokumentarfilmen ”Drømme ved havet – om maleren Emil Nolde”, der introducerer den verdensberømte malers liv og værk.

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 ”Derfor kan vort øje glædes” – sangaften ved højskolelærer Niels Troldborg

Tirsdag d. 27. februar

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 10.00-17.00 Heldagstur til Slesvig – Domkirken, Gottorp Slot og Museum for Outsiderkunst: Vi tilbringer dagen i Slesvig, hvor turen starter med et besøg i byens Domkirke, St. Petri, for at se Hans Brüggemanns imponerende Bordesholm-alter. Herefter går turen til Gottorp Slot, hvor vi sætter fokus på den permanente udstilling i galleriet Klassisk Moderne Kunst, hvor Rolf Horn Samlingen har hjemme. Her findes en af Nord-tysklands flottes samlinger af ekspressionistisk kunst med værker af bl.a. Emil Nolde. Turen sluttes af med et besøg på det lille Museum for Outsiderkunst, der har til huse i et gammelt kloster, der i 1656 blev omdannet til fattighus med eget kapel. Her kan ses vekslende udstillinger, der tematiserer den kunstneriske kreativiteten hos mennesker, der er marginaliseret i vores samfund. Turen ledes af Anja Kjølby

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Anja Kjølby: Museets bedste billeder – En introduktion til Ribe Kunstmuseums samling

Onsdag d. 28. februar

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Malerens natur – om Per Kirkebys liv og værk. Vi dykker ned i en af dansk kunst allerstørste profiler, når vi ser nærmere på værker af maleren, grafikeren, skulptøren og forfatteren Per Kirkeby (1938-). Hvad sker der når man helliger sig kunsten helt og aldeles? Foredraget er optakt til besøgene på Kunstmuseet i Tønder og Ribe Kunstmuseum

kl. 12.00 Frokost

kl. 13.00-17.00 Ekskursion til Kunstmuseet i Tønder: Turen går til Kunstmuseet i Tønder, der er både er en arkitektonisk perle med Niels Frithiof Truelsens flotte bygning fra 1999 og samlingen af nordisk kunst. Museet fejrer her i foråret, sammen med Kunstmuseet i Ribe, Per Kirkebys 80 års fødselsdag. Ud over værker af kunstneren fra egen samling vil der også kunne ses udlån fra Louisiana. Samtidig vil der være en ny-ophængning med værker fra museets egen samling. Der vil naturligvis også blive tid til at se nærmere på Hans J. Wegners ikoniske design i Vandtårnet, der er indrettet med over 30 stole skænket af bysbarnet Wegner. Turen ledes af Anja Kjølby

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Afgang med bus

kl. 20.00 Koncert i Alsion: Sønderjyllands Symfoniorkester indgår som en del af landsdelens talentudvikling. Hvert år afholdes i samarbejde med MGK-Syd workshop i koncertsalen og til årets afslutningskoncert med symfoniorkesteret og MGK-eleverne har man inviteret violinsolist Rasmus Cornelius-Hansen.

Torsdag d. 1. marts

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Niels Troldborg: ”Don Quichotte” – en introduktion til Cervantes’ storværk. Fortællingen om de to uheldige helte, idealisten Don Quixote og hans tro følgesvend, den bondesnu Sancho Panza, der møder alverdens trolddom og ondskab i deres kamp for retfærdighed, har inspireret til både opera og ballet. Foredraget er optakt til fredagens balletforestilling i Flensburg.

kl. 12.00 Frokost

kl. 13.00-17.00 Ekskursion til Ribe Kunstmuseum: Eftermiddagens tur går til det smukke Ribe Kunstmuseum, som er et af Danmarks ældste museer og huser en flot samling af dansk kunst fra 1750-1950. Museet, der slog dørene op allerede i 1891, er indrettet i industrimanden Balthazar Giørtz’ pragtfulde villa ved Ribe Å. Museet blev gennemrestaureret fra 2008-10. Udover den permanente samling, der rummer hovedværker af vores guldaldermalere og malerne fra Skagen, så kan man i foråret 2018 se udstillingen: Billedet, muren, figuren – Per Kirkeby i Ribe. Med udlån fra Kunstmuseet i Tønder og Museum Jorn hyldes dansk kunst grand old man, der er repræsenteret med flere skulpturer i museets have. Turen ledes af Jimmi Ekløv

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Filmaften: Denne aften er der mulighed for at se dokumentarfilmen ”Mand falder” fra 2015. Hvad sker der, når en verdenskunstner pludselig mister sine naturgivne evner? Filminstruktøren Anne Wivel har fulgt sin ven, maleren Per Kirkeby, på nært hold, efter at han faldt og slog hovedet.

Fredag d. 2. marts

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Sig det med blomster – om den fattige unge mand O.D. Ottesen (1816-92) fra Broager, der kom på Kunstakademiet hos selveste C.W. Eckersberg, og endte som en af datidens mest skattede kunstnere indenfor en genre, der ellers ikke nød stor opmærksomhed: Blomstermaleriet.

kl. 12.00 Frokost

kl. 14.00-16.00 Besøg på kunstmuseet Brundlund Slot: Vi spadserer til det nærliggende Brundlund Slot for at se den smukke udstilling: Sig det med blomster. O.D. Ottesen og den tvetydige idyl. Der er en sand perle af en udstilling på det lille museum.

kl. 17.30 Tidlig middag

kl. 18.30 Afgang med bus

kl. 19.30 Balletaften i Flensburg: Vi kører til Stadttheater i Flensburg for at se balletforestillingen ”Don Quichotte” med musik af Ludwig Minkus, Benjamin Britten og Robert Tiso. Hvem kender ikke fortællingen om den lidt naive, men tapre, ridder Don Quichotte og hans tro følgesvend Sancho Pansa? I Katharina Torwestens koreografi venter der en ballet fyldt med teatralsk komik, humor, spansk temperament og romantik.

Lørdag d. 3. marts

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.30 Farvel og på gensyn

Kurset er udsolgt.