Midsommer ved fjorden

18 – 24. juni 2018

En midsommeruge med foredrag, sang, musik, koncerter og ture ud i det smukke landskab. Vi skal høre Sønderjyllands Symfoniorkester i en særlig Skt. Hans koncert på Alsion i Sønderborg, som byder på Carl Nielsen, Grieg, Dvorák og Alfvén.

Som noget ganske særligt kommer vi også til at opleve udstillingen ”Magtens smykker”, som markerer Koldinghus` 750-års jubilæum. Smykker knytter sig på tværs af århundreders skiftende moder til kroppen, hvor de bæres til skue for andre. Smykker kan rumme stor værdi af økonomisk og følelsesmæssig karakter, og samtidig er de tidsbundne udtryk for en historisk ikonografi og fungerer som stærke markører af stand og personlig identitet. Udstillingen vil vise smykker til både mænd og kvinder samt ordenstegn.

Vi har naturligvis også Skt. Hans bål på højskolens strand. Vi skal også opleve Leo Falls operette ”Madame Pompadour” i en fin opførelse på Flensborg Stadttheater.

Her ved fjorden vil vi sammen med Thøger Larsen synge: Og når du strakte med åbent sind de lyse nætter i himlen ind, imens det dufted’ af hyld og hø vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

4.600,00 (Dobbeltværelse) / 5.200,00 (Enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Mandag den 18. juni

16.00 Ankomst og indkvartering.

18.00 Varm aftensmad.

19.30 Velkommen til Højskolen Østersøen. Kursusintroduktion og præsentation v./forstander Hanne Fischer og højskolelærerne Anja Kjølby og Niels Troldborg. Herefter aftenkaffe.

Tirsdag den 19. juni

08.45 Morgensamling

09.30 Højskolelærer Anja Kjølby: Søstykker – om vand som motiv i kunsten

15.00 Foredragsholder Annemarie Morris: Om Brødremenighedens by, liv og historie. Foredraget er optakt til morgendagens besøg i Christiansfeld

19.30 Sangaften med årstidens sange v/ højskolelærer og pianist Niels Troldborg.

Onsdag den 20. juni

08.45 Morgensamling

09.15 Vi kører med bus til Koldinghus. I anledning af Koldinghus’ 750 års jubilæum vises særudstillingen MAGTENS SMYKKER hvor prægtige og kongelige smykker fortæller om magt og stil fra 1268 til i dag. Udstillingen vil gennem et udvalg af prægtige og enestående danske og europæiske eksempler formidle smykkekunstens, som den har udtrykt sig i magtens centrum gennem 750 år. Magtstrukturer kan aflæses historisk i både smykkedesign og arkitektur. Det betyder, at eksemplariske smykker for nutidens museumsgæst kan fortælle om historiens skiftende magtforståelser, krops- og kønsopfattelser og stiludtryk på en fascinerende og øjenåbnende måde. Turen ledes af Jimmi Ekløv.

12.30 Vi sætter kursen mod Christiansfeld, Brødremenighedens smukke by, som er kommet på UNESCOS verdenskulturarvsliste

13.00 Vi spiser frokost på Brødremenighedens fine, gamle hotel

14.30 Annemarie Morris viser rundt i Christiansfeld, hvor vi får lejlighed til at besøge såvel Kirkesalen som Gudsageren. Der bliver også tid på egen hånd

16.15 Bussen kører tilbage til højskolen

18.00 Aftensmad

19.30 For de som har lyst er der en dejlig aften spadseretur langs stranden. Herefter aftenkaffe. Turen ledes af Jimmi Ekløv

Torsdag den 21. juni

08.45 Morgensamling

09.30 Højskolelærer Anja Kjølby: Mennesket eller blot maler – Noldes liv og billedkunstneriske arbejde er en spændende fortælling om bondesønnen, der ville være maler og endte som en af de største ekspressionistiske malere i det 20. århundrede. Med jernvilje, fighterånd, lyst og talent satte Nolde dog alt ind på kunsten – og vandt trods mange kampe og nederlag.

15.00 Niels Troldborg introducerer aftenens koncert.

17.15 Tidlig aftensmad.

18.15 Afgang med bus til Stadttheater i Flensborg.

19.30 ”Madame Pompadour” Leo Falls operette opføres i Slesvig Holsten Landestheaters opsætning. Operetten blev første gang opført i Berlin 1922 og året efter i Wien.

Fredag den 22. juni

08.45 Morgensamling

09.30 – 16.30 Vi tager på tur i Noldes landskab. Turen starter med en vandretur fra Utenwarft, der var Emil Noldes bolig fra 1916-26. Vi går på digetoppen langs Vidåen til Rudbøl, en tur på ca. 4 km. Herefter besøg vi Nolde Museum i Seebüll med den smukke have. Her spiser vi frokost og ser den aktuelle udstilling: ”Emil Nolde – Vandreår. Opdagelsen af farven”. Turen ledes af Anja Kjølby

19.30 Annemarie Morris: Sønderjyske fortællere og skæbner. Efter fortællingen smager vi på et par af de berømte kager fra det sønderjyske kaffebord

Lørdag den 23. juni

08.45 Morgensamling

09.30 Højskolelærer Jimmi Ekløv: Nordisk sommer i kunst, poesi og litteratur

14.30 Niels Troldborg introducerer aftenens koncert.

17.30 Tidlig aftensmad.

18.30 Vi kører til Sønderborg til Alsion.

19.30 Skt. Hans-koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester i Alsion. Dirigent: Tung-Chieh Chuang
Solist: Tanja Zapolski, klaver
Carl Nielsen: Hanedans fra Maskarade
Grieg: Klaverkoncert
Grieg: Symfoniske danse
Dvorák: Slavisk dans, op. 72 nr. 2
Alfvén: Vallflickans dans

Skt. Hans-koncertens klaversolist Tanja Zapolski optrådte som 8årig som solist med orkester i Haydns klaverkoncert. Og der gik ikke lang tid, før det stod klart, at her var der tale om et særligt talent. Som 15-årig kom Tanja ind på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og i årene der fulgte, har hun spillet utallige klassiske koncerter i Danmark og i udlandet både som solist og kammermusiker. Udover at være en af de dygtigste klassiske pianister fra Danmark, har hun også gjort sig bemærket ved sin alsidige åbenhed og nysgerrighed overfor nye måder at skabe oplevelser indenfor den klassiske musik med en legende og eksperimenterende tilgang.Dirigenten Tung-Chieh Chuang fra Taiwan mødte orkestret første gang umiddelbart efter han havde vundet Malko Dirigent Konkurrencen i 2015. Mødet var så positivt, at orkestret straks inviterede den unge dirigent til et gensyn, og nu er han her i et festligt Skt. Hans-program bestående af nordiske og slaviske toner.

22.00 Ved hjemkomsten fejrer vi Skt. Hans med bål på stranden lige neden for højskolen. Båltale ved forstander Hanne Fischer

22.30 Ostebord med rødvin

Søndag den 24. juni

07.30 Morgenmad.

08.30 Morgensamling

09.40 Gratis fællestransport til Rødekro

Kurset er udsolgt.