Natur i verdensklasse sensommer

23. – 29. september 2018

Vadehavet er et af verdens vigtigste tidevandsområder med et mangfoldigt dyre- og planteliv. Her i UNESCOs verdens naturarv kan vi dagligt opleve skiftet mellem de enorme blotlagte mudderflader og den glitrende, bølgende havoverfalde. Denne uge byder Højskolen Østersøen på spændende ture i og omkring Nationalparken samt naturoplevelser på den smukke østkyst. Oplev stærenes himmelballet – Sort Sol – og hør om fugletrækkets gåde og mærk vingesuset fra de tusindvis af fugle, der gæster området. Vi tager ud på vadehavets bund til østersbankerne ved Rømø, besøger Vadehavscentret i Vester Vedsted og tager til Årø Vingård. Oplevelserne krydres med spændende foredrag og oplæg.

Kurset er tilrettelagt som naturoplevelser med flere mindre vandreture indlagt. Medbring gerne fornuftigt udetøj efter årstiden, samt gode vandresko/støvler – samt almindelige gummistøvler og et par neoprenhavehandsker til turen til østersbankerne. Man er også velkommen til at medbringe en kikkert om muligt. HUSK PAS, da et par af turene går syd for grænsen.

Kursusleder: Anja Kjølby

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

4.300,00 (Dobbeltværelse) / 4.900,00 (Enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Søndag d. 23. september

kl. 16.00 Ankomst og indkvartering

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Sensommer ved vandkanten. Velkomst og præsentation af program ved Anja Kjølby

Mandag d. 24. september

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Naturvejleder Iver Gram, Sort Safari: Vilde vinger over Nationalpark Vadehavet. Hør om det fantastiske fugletræk gennem levende formidling af moderne fugleforskning. Fugle rejser ikke bare for at leve, men for at overleve. Og har man vinger, så kan man nå resurserne, der hvor de er flest.

kl. 13.00-ca. 21.00 Ekskursion til Fugleparadiset i Tøndermarsken og Nationalpark Vadehavet – samt Sort Sol. Området omkring Saltvandssøen i Højer, Margrethe-Kog og Rickelsbüller Koog er et sandt fugleparadis på denne tid af året. Her skal vi opleve når landet, luften og vandet fyldes med tusindvis af vilde vinger fra vadefugle ved Det Fremskudte Dige. Vi spiser sønderjysk æggekage på Hotel Tønderhus kl. 16.30, inden turen slutter stærenes overnatningsområde, hvor fuglene samles ved solnedgangstid. Fænomenet, når stærene jages hen over himlen af sultne rovfugle, kaldes Sort Sol, og er Danmarks smukkeste naturoplevelse. Turen ledes af Anja Kjølby og naturvejleder fra Sort Safari. HUSK PAS, da stærene kan gå til ro syd for grænsen

kl. 21.00 Forventet hjemkomst til højskolen, hvor der er en lille servering

Tirsdag d. 25. september

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Marco Brodde, naturvejleder, ornitolog og fugletegner: Horisontlinjer – fugle og vadehav. Hør Marco Brodde, der er naturvejleder på Fanø, fortælle om hvordan hans fugletegninger bliver til, udfordringerne ved at tegne de aldrig stillestående fugle og den forunderlige natur i Vadehavet.

kl. 12.00 Frokost

kl. 13.00-17.00 Ekskursion: Vandretur på Nydamstien. Eftermiddagens tur går til den idylliske landsby Sottrupskov, hvor vi vil vandre ad Nydamstien gennem Sottrup Storskov til Sandbjerg Gods og videre til Nydam Mose. Turen byder på både flot natur og historiske fortællinger. Hertug Hans den Yngre grundlage i sin tid Sandbjerg Gods, i Sottrup Storskov findes spor efter krigen i 1864 og i 1863 fandt man den flotte Nydambåd i Nydam Mose.
(Turen er på ca. 6 km på vandresti) Turen ledes ad Jimmi Ekløv og Anja Kjølby.

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Højskolelærer Jimmi Ekløv: Knud Lavard – en kort introduktion til Sønderjyllands historie

Onsdag d. 26. september

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.00 ”Skimmelrytteren” – ved Anja Kjølby: Genfortælling af den tyske forfatter Theodor Storms sidste roman, der handler om marsken og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår – og ikke mindst angsten for stormfloden.

kl. 11.30 Frokost

kl. 12.30-ca. 18.00 Ekskursion til Årø Vingård: Tur går til den lille Årø, der ligger i udmundingen af Haderslev Fjord. Færgeturen tager kun få minutter inden man befinder sig på øen, hvor lokalbefolkning har skabt et liv ud fra mottoet: ”En aktiv ø i pagt med naturen”. Fra færgelejet er der en vandretur på ca. 1 km til Årø Vingård, hvor der siden 2004 har været dyrket vin. Her skal vi have rundvisning og fortælling om vingården samt prøvesmage et par vine fra produktionen inden turen går tilbage til fastlandet. Turen ledes af Anja Kjølby og Jimmi Ekløv.

kl. 18.30 Middag

kl. 19.30 ”Septembers himmel er så blå” – sangaften med højskolelærer Niels Troldborg.

Torsdag d. 27. september

kl. 07.30-08.15 Morgenmad

kl. 08.15-17.00 Ekskursion på Vadehavets bund og til Vadehavscentret, Vester Vedsted: Vi sætter atter kursen mod Nationalpark Vadehavet, når vi tager til Rømø for at plukke østers på bankerne, der blotlægges ved lavvande. (Max. lavvande ca. 10.45). Vi skal kun få hundrede meter ud på vaden, og turen kan klares i almindelige gummistøvler. Her vokser østers i massevis, og vi plukker, så der er smagsprøver nok til alle, der har lyst. Vi har kyndig vejledning med fra Sort Safari. Herefter går turen til Trøjborg Slotsruin, hvor vi skal høre fortællinger om øster, magt og rigdom, inden vi spiser den medbragte madpakke i lokaler på Trøjborg Hovedgård. Herefter går turen til Vester Vedsted for at besøg det flotte Vadehavscenter. Oplev arkitekt Dorthe Mandrups enestående arkitektur, hvor den tagrørsbeklædte bygning nærmest vokser op ad jorden i det flade marsklandskab. Vi skal opleve udstillingen ”Trækfuglenes Vadehav”, der kan opsummere vores oplevelser fra turene i Nationalparken. Turen ledes af Anja Kjølby.

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00-20.30 Filmaften: ”Drømme ved havet” – om maleren Emil Nolde. Filmen fortæller historien om bondesønnen, der ville være maler. Nolde var dybt forankret i sin hjemegn, og fandt i inspiration til sine naturskildringer i egnen ”mellem de to have”, som han kaldte grænselandet, hvor han boede hele sit liv.

Fredag d. 28. september

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Naturen som billede – en lystvandring gennem nordisk kunst. Vejr og vind. Melankoli og eftertænksomhed. Disse træk præger det nordiske landskabsmaleri. Vi træder ind i den nordiske naturen set med kunstnernes øjne, og dykker ned i mulden, lægger os i græsset, klatrer op på fjeldet, går en tur langs kysten, sejler ud på havet, kigger på himlen, mærker regnen og blæsten – og ser solen bryde frem.

kl. 12.00 Frokost

kl. 13.00- ca. 17.00 Ekskursion: Vandretur i Nørreskoven på Als og besøg på Skærtoft Mølle. Oplev en af Danmarks længste kystskove, der er berømt for sin høje, flotte bøgetræer. Her langs kysten har mennesket sat sit præg i mere end 5000 år og sporene findes mange steder. Vi stiger af bussen og vandrer gennem både skov, moseområde og langs med kysten. (Vandreturen er på ca. 4 km på skovsti og langs rullestensstrand) Som afslutning på turen besøger vi Skærtoft Mølle, der producerer økologisk kornprodukter og drives af familien Risgaard Bonde, som er 5. generation på stedet. Hver fredag er der brødudsalg, så her er mulighed for at få friskbagt brød med hjem. Turen ledes af Anja Kjølby og Jimmi Ekløv

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 I naturens tegn – afslutningsaften med sang og fortælling ved Anja Kjølby og Niels Troldborg

Lørdag d. 29. september

kl. 07.30 Morgenmad

kl. 08.30 Afslutning, farvel og på gensyn

Få pladser tilbage. For tilmelding kontakt os på tlf. 7462 4700.