Pinsesol over fjorden

9. – 13. juni 2019

Vi byder sommeren velkommen med en et par skønne pinsedage her ved Aabenraa Fjord. Kurset byder bl.a. på friluftsgudstjeneste 2. pinsedag og en flot koncert i Flensburg, hvor Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester sammen med eget operakor vil fremfør værker af Wagner og Felix Mendelsohn Bartholdy. Der vil desuden være spændende foredrag om kunst, litteratur, tro, sønderjysk historie og musik samt sangaften, smagsprøver fra det sønderjyske kaffebord samt en skøn heldagsudflugt til storkelandsbyen Bergenhusen og den maleriske Friedrichstadt syd for grænsen. Kom og vær med, når pinsesolen kaster sine skønne sommerstråler på fjordens flotte bølger.

Kursusleder: højskolelærerne Anja Kjølby og Jimmi Ekløv

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

4.700,00 (Dobbeltværelse) / 5.300,00 (Enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Søndag den 9. juni

11.00-12.00   Ankomst og indkvartering

11.50             Gratis bus afgår fra Tinglev Station til højskolen

12.00             Middagsmad

14.00-14.30   Velkomst og kursusintroduktion v/højskolelærer Anja Kjølby

15.00-17.00   Anja Kjølby: Det er sommer, det er sol og det er søndag. Vi ser på skønne sommer-motiver i dansk kunst.

18.00             Aftensmad

19.15             Jimmi Ekløv: Kristendommen og den nye ateisme. Den nye ateisme, som er meget folkeligt udbredt, er i et skarpt opgør med især kristendommen. Er der noget nyt i opgøret, har den nogle pointer eller er det helt hen vejret?

 

Mandag den 10. juni

07.30-08.30   Morgenmad

10.00             Mulighed for deltagelse i friluftsgudstjeneste på Sønderstrand i Aabenraa: Traditionen tro byder 2. pinsedag på en flot dansk/tysk friluftsgudstjeneste på stranden lige ved højskolen.

12.00             Middagsmad

15.00-17.00   Jimmi Ekløv: Knud Lavard og Sønderjyllands historie. Dronning Thyra byggede Dannevirke siger Saxo, men Sønderjyllands historie starter med Knud Lavard. Vi skal høre de store træk fra Sønderjylland historie fra Lavard til genforeningen i 1920.

18.00             Aftensmad

19.15             Årstidens sange – En sangaften med højskolelærer og pianist Niels Troldborg ved klaveret

 

Tirsdag den 11. juni

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling

08.30-17.30   Heldagstur til storkelandsbyen Bergenhusen og Friedrichstadt: Vi kører syd for grænsen til landsbyen Bergenhusen, der ligger smukt placeret mellem floderne Ejder, Treene og Sorge. Her yngler hvert år op mod 20 par storke, og vi spadser gennem den lille by for at se de flotte fugle, der snart drager mod syd. Herefter kører vi til den smukke by Friedrichstadt, der blev grundlagt af hollandske købmænd i 1621 på ordre fra hertug Frederik III. Vi spiser vores medbragte mad i det danske forsamlingshus. Herefter er der enten tid på egen hånd eller man kan gå med på en lille historisk byvandring. Turen ledes af Anja Kjølby og Jimmi Ekløv. HUSK PAS!

18.00             Aftensmad

19.15             Kaffe og kage – Niels Bjørn Wied præsenterer det sønderjyske kaffebord, hvorefter højskolens køkken byder på et mindre udvalg fra det store kagebord, bl.a. småkager og den berømte ”brødtorte”.

Onsdag den 12. juni

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling

09.30-11.50   Anette Jensen, sognepræst og tidl. leder af Nordisk informationskontor, Flensburg: Det sårbare menneske – om Per Petterssons ”Jeg nægter” og Kjell Westös ”Luftspejling 38”. Per Pettersson og Kjell Westö er to af Nordens kendteste forfattere, der begge har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, og som begge kredser om menneskets sårbarhed og udsathed. Pettersson undersøger i ”Jeg nægter” (2013) hvad social arv betyder for et menneskes mulighed for at klare sig i livet. I Westös ”Luftspejling” (2014) undersøges hvad krigen gør ved mennesker. Finland har langt mere end de øvrige nordiske lande været mærket af krig i 1900-tallets første halvdel. Hvilken rolle spiller krigens traumer i et ungt menneskeliv?

12.00             Middagsmad

15.00-17.00   Niels Troldborg: Richard Wagners ”Parsifal” og Felix Mendelsohn Bartholdys ”Lobegesang” – introduktion til aftenens koncert

17.30             Tidlig aftensmad

18.30             Afgang med bus

19.30-20.30   Koncert i Deutsches Haus, Flensburg: Schleswig-Holsteinischen Landestheaters operakor og Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester optræder ved aftenens koncert med Wagners forspil til ”Parsifal” og Felix Mendelsohn Bartholdys ”Lobegesang” Symfoniekantate B-Dur, op. 52. (Varighed: ca. 1 time). Turen ledes af Jimmi Ekløv

21.30             Forventet hjemkomst til skolen, hvor der serveres aftenkaffe og dessert

 

Torsdag den 13. juni

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling

09.30-11.50   Anja Kjølby: Maleriske måltider – om måltidet som motiv i billedkunsten. Fra det simple og enkle måltid til frokost i det grønne og mad i farver, fra romantisk middag for to til festmåltidets eksotiske og farvestrålende glans. Gennem billedkunstens værker ser vi nærmere på måltidets funktion til hverdag og fest, og vi ser nærmere på betydningen af begrebet ”nydelse”.

12.00             Middagsmad

12.30             Gratis bus afgår fra højskolen til Tinglev Station