Skolens vedtægter

Vedtægter for den selvejende undervisningsinstitution Højskolen Østersøen 

§ 1. Hjemsted, formål og værdigrundlag

Stk. 1. Højskolen Østersøen er en privat uafhængig og selvejende undervisningsinstitution.

Stk. 2. Institutionen er oprettet den 30/11 1992 og har hjemsted i Aabenraa kommune.

Stk. 3. Institutionen ejer ejendommene matr. nr. 2671 Aabenraa og matr. nr. 3193 beliggende Flensborgvej 48-50, Aabenraa og Stegholt 53, Aabenraa.

Stk. 4. Højskolen Østersøen arbejder ud fra nedenstående formål og værdigrundlag:

Højskolen Østersøens formål er at drive folkehøjskole inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler.

Højskolen skal især medvirke til fremme af samarbejdet mellem Danmark og nabolandene i Østersøområdet om kulturel og folkelig udvikling og løsning af miljømæssige og kommercielle opgaver.

Forudsætningen for at forstå andre folk er at være rodfæstet i sit eget folks kultur. Derfor må en del af undervisningstiden bruges til at indføre eleverne i dansk historie og dansk demokrati samt i andre dele af det danske folks kulturgrundlag. For så vidt angår undervisningen i tyske forhold skal eleverne gives kendskab til Tysklands historie, det tyske samfund i dag; højskolen må dernæst sigte på at gøre eleverne fortrolige med forholdene i EU, de baltiske lande og de nordiske folk.

Med et nyt stort statssamfund nemlig Tyskland som nærmeste nabo vil de kommende generationer møde store udfordringer på det folkeligt kulturelle område såvel som på uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Frigørelsen af folkene i Østeuropa giver helt nye muligheder mellem alle stater og folk i Østersøområdet.

Det gælder om, at vi forstår de enkelte folk og derefter lærer deres sprog og deres historiske og kulturelle baggrund at kende. Det gælder ikke mindst de ansatte i eksporterhvervene.

§ 2. Skolekreds

Stk. 1: Som medlem af skolekredsen kan optages myndige personer, som føler sig knyttet til skolen, samt virksomheder, fonde, foreninger, offentlige institutioner o.a., hvor ledelsen og/eller ansatte er interesseret i skolens formål.  Medlemmer skal være villige til at bidrage økonomisk til skolens drift.

Stk. 2: Medlemskab godkendes af bestyrelsen. Afgørelsen kan forelægges generalforsamlingen både af den, som bestyrelsen har afslået at optage og af et mindretal i bestyrelsen.

Stk. 3: Af medlemmerne opkræves kontingent en gang årligt. Medlemmernes andel giver ikke ret til andel i skolens overskud. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld.

Stk. 4: Medlemskab giver adgang til på generalforsamlingen at afgive én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 5: Skolens årsregnskab sendes fra skolen senest 14 dage før den generalforsamling, hvor regnskabet skal behandles. Medlemmerne har endvidere ret til indsigt i drifts-, anlægs- og likviditetsbudgetter, byggeregnskaber og oplysninger til brug for tilskudsberegning, der sendes til offentlig myndighed. Skolens medarbejdere har ret til indsigt i nævnte materiale.

§ 3. Skolens drift

Stk. 1: Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud, elevbetaling og økonomiske bidrag fra skolekredsen samt ved andre indtægter og gaver.

Stk. 2: Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.

Stk. 3: Overskud fra skolens drift tilfalder skolen og skal i passende omfang anvendes til tilvejebringelse af kapital til imødegåelse af underskud og i øvrigt til størst mulig gavn for skolen, f.eks. forbedring af undervisningsmateriale, byggeforanstaltninger og lignende. Anbringelse af likvide midler kan ikke ske på konti m.v., som andre end skolen disponerer over.

§ 4. Generalforsamlingen

Stk. 1: Generalforsamlingen består af skolekredsens medlemmer.

Stk. 2: Generalforsamlingen er skolens øverste myndighed og skal godkende ændringer i vedtægterne jf. § 12, og træffer beslutning om institutionens nedlæggelse, jf. § 13.

Stk. 3: Generalforsamlingen ansætter og afskediger forstanderen/forstanderparret efter indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 4: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Den indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved almindeligt brev til medlemmerne med følgende dagsorden:

1.      Valg af dirigent.
2.      Bestyrelsens beretning.
3.      Forstanderens beretning.
4.      Godkendelse af revideret regnskab.
5.      Indkomne forslag.
6.      Fastsættelse af kontingent.
7.      Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
8.      Valg af revisor.
9.      Eventuelt.

Stk. 5: Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 31. marts. Forslag bekendtgøres for medlemmerne i forbindelse med udsendelse af dagsorden.

Stk. 6: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller flertallet af skolekredsens medlemmer ønsker det. Den indkaldes som ordinær generalforsamling sammen med dagsorden.

Stk. 7: Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal mødte medlemmer, jf. dog § 13.

Stk. 8: Der stemmes ved skriftlig afstemning hvis et medlem ønsker det.

Stk. 9: Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på generalforsamlingen. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.

§ 5. Bestyrelsens sammensætning.

Stk. 1: Bestyrelsen består af 7-9 stemmeberettigede medlemmer, som vælges på generalforsamlingen af og blandt skolekredsens medlemmer.

Højskolen Østersøens elevforening har ret til at udpege et af bestyrelsens medlemmer på betingelse af, at navnet på vedkommende skriftligt er indgivet til bestyrelsen inden 31. marts. Har elevforeningen ikke inden denne frist indgivet navnet på sit bestyrelsesmedlem, vælger skolekredsen alle bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2: Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. 4 af bestyrelsens medlemmer afgår i ulige kalenderår. De øvrige generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer afgår i lige kalenderår. Genvalg kan ske.

Stk. 3: Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen eller deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4: Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige og have fast bopæl i Danmark eller tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig.

Stk. 5: Såfremt et medlem i valgperioden bliver generelt inhabil kan vedkommende ikke længere være medlem, men skal udtræde. Nyvalg foretages hurtigst muligt.

Stk. 6: Bestyrelsen vælger sin formand og næstformand.

§ 6. Bestyrelsens opgaver og ansvar

Stk. 1: Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for dens økonomi. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen og sørge for, at der tages skyldige økonomiske hensyn. Bestyrelsen er ansvarlig over for skolekredsen. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for undervisningsministeren, herunder for, at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes.

Stk. 2: Bestyrelsen ansætter og afskediger lærerne og indstiller til generalforsamlingen ansættelse og afskedigelse af forstanderen/forstanderparret.

Stk. 3: Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.

Stk. 4: Bestyrelsen fastsætter elevbetalingen.

Stk. 5: Bestyrelsen godkender en plan for skolens overordnede kursusvirksomhed.

Stk. 6: Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af korrekt driftsregnskab og status, jf. § 10, stk. 1.

Stk. 7: Bestyrelsen godkender en plan for skolens årlige evaluering af skolens virksomhed på grundlag af formål og værdigrundlag.

Stk. 8: Bestyrelsen underretter undervisningsministeriet om institutionens nedlæggelse.

§ 7. Bestyrelsens arbejde m.v.

Stk. 1: Bestyrelsen holder møde, når formanden eller et medlem af bestyrelsen finder det nødvendigt.

Stk. 2: Formanden indkalder skriftligt mødedeltagerne til møde og meddeler samtidig hvilke sager, der skal behandles.

Stk. 3: Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger herunder eventuelt afstemningsresultat indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i protokollen, som opbevares på skolen. Formanden sørger for, at de trufne beslutninger udføres.

Stk. 4: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 5 af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Beslutninger om køb, salg og pantsætning af fast ejendom træffes dog ved kvalificeret stemmeflertal.

Stk. 5: Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.

Stk. 6: En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personens eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 8 om tavshedspligt.

Stk. 7: Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke modtage honorar af skolens midler. Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder for medlemmerne.

Stk. 8: Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden.

§ 8. Skolens daglige ledelse

Stk. 1: Den daglige ledelse af skolen varetages af forstanderen/forstanderparret, som tillige har det pædagogiske ansvar.

Stk. 2: Ved forstanderens/forstanderparrets fravær ud over 1 måned skal der konstitueres en forstander.

Stk. 3: Forstanderen/forstanderparret kan bemyndige en stedfortræder til at foretage retshandler, der ligger inde for den daglige ledelse af skolen.

Stk. 4: Forstanderen/forstanderparret ansætter og afskediger medarbejderne bortset fra lærerne og foretager indstilling til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af lærerne.

Stk. 5: Forstanderen/forstanderparret er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitetog kap . 8 om tavshedspligt.

§ 9. Medarbejderråd

Stk. 1: Medarbejderrådet består af forstanderparret og de faste medarbejdere.

Stk. 2: Medarbejderne er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet og kap. 8 om tavshedspligt.

Stk. 3: Bestyrelsen indhenter medarbejderrådets udtalelse i afskedigelsessager.

§ 10. Regnskab og revision

Stk. 1: Driftsregnskab og status udarbejdes hvert år inden den 15. marts. Regnskabet opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler om regnskab og revision af frie kostskoler.

Stk. 2: Revisionen skal være afsluttet hvert år inden den 31. marts, hvorefter det reviderede regnskab, bilagt revisionsprotokollat sendes til bestyrelsen. Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive det reviderede regnskab inden forelæggelse for generalforsamlingen. Medlemmerne skal samtidig afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab af bestyrelsen, jvf. § 5.

Stk. 3: Regnskabsåret er kalenderåret.

§ 11. Tegningsret

Stk. 1: Skolen tegnes af bestyrelsens formand i forening med to medlemmer af bestyrelsen. Tegningsretten kan ikke delegeres.

Stk. 2: Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves et kvalificeret flertal af bestyrelsesmedlemmernes, herunder formandens underskrift.

§ 12. Vedtægtsændringer

Stk. 1: Vedtægtsbestemmelser og ændringer heri skal godkendes af undervisningsministeriet.

Stk. 2: Ændring af vedtægterne skal vedtages på 2 generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

§ 13. Nedlæggelse

Stk. 1: Beslutning om institutionens nedlæggelse træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af alle medlemmer stemmer for. Opnås sådant flertal ikke, kan beslutning om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på en ny generalforsamling med almindeligt flertal af de mødte medlemmer.

Stk. 2: Ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges.

Stk. 3: Nedlægges institutionen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation godkendt af undervisningsministeriet.

Stk. 4: Bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af institutionens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5

Stk. 5: Overskydende midler anvendes med undervisningsministeriets godkendelse til skoleformål, der støttes i henhold til gældende regler om frie skoler.

———————

Således enstemmigt vedtaget på skolekredsens ordinære generalforsamlinger den 23. maj 2002 og 27. maj 2003.
Laurits Kjær Nielsen
formand

Henrik Becker-Christensen

Bente Kreilgaard  Johannes Jensen
næstformand

Christian Birk-Sørensen

Jørgen Nørgaard