Sommer, sol og Sønderjylland

29. juli – 4. august 2018

Sønderjylland tager sig ud fra sin smukkeste side her i højsommeren, så kom og oplev en landsdel rig på enestående natur og historie. Kurset byder på store naturoplevelser, kunst, historie og ture ud i landskabet. Vi skal på tur i Noldes landskab, når vi kører til marsk- og Vadehavsområdet. Her besøger vi Emil Noldes tidligere hjem lige syd for grænsen for at se årets fine udstilling og samtidig opleve sommerudgaven af naturfænomenet Sort Sol ved solnedgangstid. Vi skal til Slesvig, hvor vi besøger Domkirken med det imponerende Bordesholm-alter og Gottorp Slot, hvor man kan gå på opdagelse i udstillinger, der strækker sig fra Nydambåden over gotikken til moderne kunst. Ligeledes går turen til NordArt ved Rendsburg, hvor der i forstaden Büdelsdorf tidligere lå et jernstøberi. Her finder en af Nordeuropas største udstillinger for moderne kunst sted. Kom og vær med til at fejre sommeren på Højskolen Østersøen lige i vandkanten ved den smukke fjord.

Kursusleder: Anja Kjølby

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

4.300,00 (Dobbeltværelse) / 4.900,00 (Enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Søndag d. 29. juli

kl. 16.00 Ankomst og indkvartering

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 ”Det er sommer, det er sol og det er søndag”. Velkomst og præsentation af program ved forstander Hanne Fischer og højskolelærer Anja Kjølby

Mandag d. 30. juli

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensamling

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Søstykker – om vand som motiv i kunsten. Havet, kystlandskabet, floder, søbredder, rislende kilde eller brusende vandfald – vand i alle afskygninger har altid fascineret kunstnere og har været et yndet motiv i kunstens historie

kl. 12.00 Frokost

kl. 15.00-17.00 Forstander Hanne Fischer: Aabenraa som Søfartsby. De færreste kender til Aabenraas lange historie som søfartsby, men i århundreder byggede man her sejlskibe, der anløb havne i hele verden

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Foredragsholder Annemarie Morris: ”Blåt som vore øjne og blidt som vore drømme”. Hør om vandet som motiv i litteraturen og musikken.

Tirsdag d. 31. juli

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensamling: Om Bordesholm-alteret i Slesvig Domkirke v/Annemarie Morris

kl. 09.30-11.00 Annemarie Morris: Som optakt til eftermiddagens besøg på Gottorp Slot skal vi høre om Adam Olearius, der var hertugens ekspeditionsleder til Rusland og Persien i 1600-tallet. Den første udgave af Olearius’ rejsebeskrivelser fra 1647 er en af de tidligste europæiske kilder til viden om Persien.

kl. 11.30 Tidlig frokost

kl. 12.30-ca. 17.00 Heldagstur til Slesvig – Domkirken og Gottorp Slot: Vi tilbringer dagen i Slesvig, hvor turen starter med et besøg i byens Domkirke, St. Petri, for at se Hans Brüggemanns imponerende Bordesholm-alter. Herefter går turen til Gottorp Slot, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse i stedets utallige udstillinger. Her findes den imponerende Nydambåd fra ca. 320 e.Kr. fundet i den sønderjyske Nydam Mose. På selve slottet og i de omkringliggende bygninger kan man se kunst- og kulturudstillinger, der strækker sig fra gotikken til moderne kunst, her findes bl.a. galleriet Klassisk Moderne Kunst, hvor Rolf Horn Samlingen har hjemme, der rummer en af Nordtysklands flotteste samlinger af ekspressionistisk kunst med værker af bl.a. Emil Nolde. Turen ledes af Annemarie Morris

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00-20.30 Filmaften: Dokumentarfilmen ”I Danmark er jeg født” fra 2005 handler om det danske sprogs rigdom af dialekter. Danskere fra alle landsdele taler, fortæller eventyr, vittigheder, anekdoter og synger sange på egne dialekter.

Onsdag d. 1. august

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensamling

kl. 09.30-11.50 Naturvejleder Flemming Juel Søndergaard, Sort Safari: Marsken – Flad, frodig og fuglerig. Et foredrag om marsken, der for udefra kommende kan synes “flad og kedelig”, men som både rummer spændende kultur og storslået, frodig natur. Hør om naturfredning, guldhorn, frisere og stormfloder. Og ikke mindst om fuglene, der fylder himlen, landet og vandet, når de enten kommer til marsken på træk eller er her som ynglefugle.

kl. 12.00 Frokost

kl. 13.30-17.00 Ekskursion til Skt. Jørgens kirke og Folkehjem i Aabenraa: Vi kører til Skt. Jørgens kirke, hvor vi ser kirkens værker af Sven Havsteen-Mikkelsen, herefter går vi til Folkehjem, hvor der serveres sønderjysk ”brødtorte” og hvor Annemarie Morris vil fortælle om sønderjyske skæbner i den fine billedsal.

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Anja Kjølby: Fuglen som billede. Livet er en fugl, skriver den norske forfatter Erik Fosnes Hansen, så vi tager på en flyvende rejse i kunsten for at se på fuglen som motiv..

Torsdag d. 2. august

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensamling

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Menneske eller blot maler. Emil Noldes liv og billedkunstneriske arbejde er en spændende fortælling om bondesønnen, der ville være maler og endte som en af de største ekspressionistiske malere i det 20. århundrede. Med jernvilje, fighterånd, lyst og talent satte Nolde dog alt ind på kunsten – og vandt trods mange kampe og nederlag. Hør om Noldes mange facetter og tidens holdninger til ekspressionistisk kunst.

kl. 14.00 Vi drikker tidlig eftermiddagskaffe inden turen

kl. 14.30-ca. 22.30 Ekskursion til i Noldes landskab med besøg på Nolde Museet og efterfølgende Sommer Sort Sol: Vi kører til Nolde Museet i Seebüll, hvor vi ser udstillingen: ”Emil Nolde – Vandreår. Opdagelsen af farven”, der bl.a. viser værker fra begyndelsen af karrieren. Noldes tidligere hjem, har siden 1957 været åbent for publikum, hvor man kan nyde de skiftende udstillinger samt besøge den pragtfulde blomsterhave.

kl. ca. 18.00-19.00 Vi spiser vores medbragte mad et hyggeligt sted inden turen går videre ud i marsken.
Sommer Sort Sol: Vi tager på solnedgangstur til Nationalpark Vadehavet. Her opsøger vi stærenes overnatningsområde, hvor der allerede her i begyndelsen af august måned er flokke, der samles over rørskovs-områderne ved solnedgangstid omkring kl. 21.25. Fænomenet, når stærene jages hen over himlen af sultne rovfugle, kaldes Sort Sol, og er Danmarks smukkeste naturoplevelse. Turen ledes af Anja Kjølby og naturvejleder fra Sort Safari. Forventet hjemkomst til højskolen kl. ca. 22.30

Fredag d. 3. august

kl. 07.30 – 08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensamling

kl. 09.30-11.50 Karsten Eskildsen, musikhistoriker og tidl. faglig leder af Carl Nielsen Museet i Odense: Carl Nielsen – den universelle spillemand

kl. 13.00-ca.21.00 Ekskursion til NordArt, Rendsburg: Siden 1999 har det tidligere jernstøberi Carlshütte i Rendsburg/Büdelsdorf dannet rammen om en af Europas største sommerudstillinger for moderne kunst – NordArt. Over 200 kunstnere fra alverdens lande udstiller i parken og de gamle støberihaller. Jernstøberiet åbnede i 1827 og lukkede i 1997. Med dets historiske bygninger, de enorme støberihaller, den omfattende park med gamle træer har Kunstwerk Carlshütte udviklet sig til et meget specielt sted ikke kun for udstillinger men også koncerter, oplæsnings-arrangementer, teaterforestillinger og filmvisninger. Glæd dig til en eftermiddag i kunstens tegn, hvor der er afsat masser af tid til at udforske og gå i dybden. Turen ledes af Anja Kjølby

kl. 17.30 Middag på Restaurant Brückenterrassen i Rendsburg (ekskl. drikkevarer, der købes for egen regning). Det hyggelige spisested ligger lige ned til Kielerkanalen og har hilser man på skibene, der passerer ved at bl.a. at spille nationalsang.

kl. ca. 21.00 Forventet hjemkomst til højskolen, hvor der vil være hyggeligt samvær over et glas rødvin i spisesalen.

Lørdag d. 4. august

kl. 07.30 Morgenmad

kl. 08.30 Morgensamling. Farvel og på gensyn ved højskoleforstander Hanne Fischer og Anja Kjølby

Kurset er udsolgt. For venteliste kontakt os på tlf. 7462 4700.