St. Bededagsweekend

26. – 30. april 2018

Højskolen Østersøen slår dørene op for en forlænget St. Bededagsweekend, hvor vi vil fejre forårets komme. Kurset vil tage os rundt i det sønderjyske landskab fra Vadehavet til Als og Skamlingsbanken.

Oplev kunstmuseet i Ribe, der fejrer billedkunstneren John Olsen med en udstilling i anledningen af hans 80 års fødselsdag, og nyd en flot koncert i Løgumkloster Kirke med Concerto Copenhagen, der er et af de meste spændende barokmusik orkestre i verden.

Vi breder den rige sønderjyske historie ud og tager dig med til det nationale samlingspunkt – Skamlingsbanken. Og så vil vi nyde en søndag på Als med gudstjeneste i Sct. Marie Kirke i Sønderborg, der har flotte glasvinduer af en anden 80 års fødselar, nemlig maleren Per Kirkeby.

Søndagsturen går videre til Nørreskoven på Als, der står på nippet til at springe ud her sidst i april, og vi vil nyde en herlig frokost på det smukke Dyvig Badehotel. Velkommen til et par herlige dage fyldt med indtryk, gode foredrag og festligt samvær.

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

4.800,00 (Dobbeltværelse) / 5.400,00 (Enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Torsdag d. 26. april

Kl. 11.00 Ankomst og indkvartering

Kl. 12.00 Frokost

Kl. 13.00-14.00 Velkommen til Højskolen Østersøen ved forstander Annemarie Morris

Kl. 15.00-17.00 Iver Gram, Sort Safari: Vadehavet – Naturens Paradis. Om verdens største tidevandsområde og dets helt unikke natur og kultur. Her må alle leve med tidevandet, som blotlægger dele af havbunden 2 gange i døgnet. Hør om dette uhyre frugtbare område, der er levested for nogle af verdens største fugleflokke og Danmarks største bestand af sæler.

Kl. 19.00 ”Jeg vælger mig april” – sangaften ved højskolelærer Niels Troldbog

Fredag d. 27. april

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang ved Niels Troldborg

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Tegn og underlige gerninger. I syv årtier har billedkunstneren John Olsen, der i år fylder 80, været fascineret af det skæbnefællesskab vi mennesker har med naturen. Hans kunst handler om cyklus, om vækst og forfald. Naturen og eksistensen er derfor altid tydeligt til stede, fra de store skulpturer til de sanselige svedetegninger.

kl. 13.00-ca. 23.00 Ekskursion til Ribe Kunstmuseum, Museet Holmen og koncert i Løgumkloster Kirke: Turen går til det smukke Ribe Kunstmuseum, som er et af Danmarks ældste museer og huser en flot samling af dansk kunst fra 1750-1950. Museet, der slog dørene op allerede i 1891, er indrettet i industrimanden Balthazar Giørtz’ pragtfulde villa ved Ribe Å. Udover den permanente samling, der rummer hovedværker af vores guldaldermalere og malerne fra Skagen, så fejrer man dette forår billedkunstneren John Olsens 80 års fødselsdag med udstillingen: ”Aftryk af liv”. En fejring af et usædvanligt menneskes usædvanlige blik. Herefter kører vi langs Vadehavskysten til Løgumkloster og Museet Holmen, der viser udstillingen Peter Bastian: Mennesket og Kunstneren. Udstillingen belyser de emner, som Tor Nørretranders og Peter Bastian berører under deres sidste samtale 11 dage før Peter Bastians død i 2017, og som er blevet til bogen ”Altid allerede elsket”. Turen ledes af Anja Kjølby.

kl. 18.00-19.30 Middag på Løgumkloster Central Hotel

kl. 20.00-ca. 22.00 Koncert i Løgumkloster Kirke – medlemmer af Concerto Copenhagen spiller bl.a. Vivaldi, Corelli, Soler, Merula og Uccellini: Som led i den grænseoverskridende folkBALTICA-festivalen, der hvert år i april løber af stablen i Sønderjylland, giver Concerto Copenhagen ledelse af Lars Ulrik Mortensen koncert i Løgumkloster. Orkestret er specialister indenfor den tidlige musik, og netop denne musik er en essentiel del af vores fælles europæiske kulturarv, som er i fokus ved dette års festival „Bjerg og Hav. Sharing Heritage”. Concerto Copenhagen regnes for et af verdens førende indenfor den tidlige musik, så der er lagt op til en flot aften i den gamle klosterkirke.
Forventet hjemkomst til højskolen ca. 23.00

Lørdag d. 28. april

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang ved Jimmi Ekløv

kl. 09.30-11.50 Annemarie Morris: Grænselandet. Kom med på en kalejdoskopisk rundtur i det unikke område mellem Danmark og Tyskland, som vi kalder Grænselandet, Slesvig eller Sønderjylland. Hør om emner som sprog, kultur, historie og religion med nedslag i spændende byer og særpræget natur i regionen. Vi tror, at vi kender Grænselandet, men det er meget, meget mere!

kl. 12.00 Frokost

kl. 13.00-ca. 17.30 Ekskursion til Skamlingsbanken: Vi kører til Skamlingsbanken, der ikke blot er et smukt naturområde og et flot udsigtspunkt. Stedet er også en vigtig del af Danmarks. Her afholdt man den 18. maj 1843 den første af mange sprogfester, og stedet har siden været benyttet som et folkeligt og nationalt samlingssted. Vi vil høre om stedets historie, og der er mulighed for en spadseretur i området. Turen ledes af højskolelærer Jimmi Ekløv.

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Højskolelærer Jimmi Ekløv: En aften med spændende fortællinger fra besættelsestidens Sønderjylland.

Søndag d. 29. april

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 09.00-ca. 17.00 Ekskursion – En søndag på Als. Vi tager afsted til en herlig søndag på det smukke Als. Her byder vi foråret velkommen med gudstjeneste i Sct. Marie Kirke i Sønderborg, der har vinduesudsmykninger fra 2011 skabt af Per Kirkeby, der i år fylder 80 år.

kl. 10.00-11.00 Gudstjeneste i Sct. Marie Kirke
Herefter går turen via Nørreskoven mod Nordborg og Dyvig, hvor vi skal spise frokost på det smukt beliggende Dyvig Badehotel.

kl. 12.30 Frokost på Dyvig Badehotel.
Efter frokosten kører til det lille færgeleje ved Hardeshøj, hvorfra vi sejler med færgen ”Bitten” til Ballebro. Overfarten tager ca. 10 minutter, og undervejs kan vi nå at nyde den skønne natur og måske få et glimt at de mange marsvin, der befinder sig i farvandet omkring Nordals.
Forventet hjemkomst ca. kl. 16.00, hvor der serveres eftermiddagskaffe i spisesalen.

kl. 18.00 Middag

kl. 19.00 Midtlandskoret under ledelse af organist og komponist Aksel Krogslund Olsen synger nordiske folketoner

Mandag d. 30. april

kl. 07.30-08.30 Morgenmad

kl. 08.45 Morgensang ved Annemarie Morris

kl. 09.30-11.50 Anja Kjølby: Maleriske måltider – om måltidet som motiv i billedkunsten. Fra det simple og enkle måltid til frokost i det grønne og mad i farver, fra romantisk middag for to til festmåltidets eksotiske og farvestrålende glans. Gennem billedkunstens værker ser vi nærmere på måltidets funktion til hverdag og fest, og vi ser nærmere på betydningen af begrebet ”nydelse”.

kl. 12.00 Frokost – herefter afrejse

Kurset er udsolgt.