Vandrekursus – Sønderjyske landskaber

26. maj – 1. juni 2019

Livets gang afspejler sig i selve det at gå. Det sønderjyske landskab byder på mange gode vandreture og her i slutningen af maj måned i ugen op til Kr. Himmelfart byder Højskolen Østersøen på en uge med vandreture, hvor vi skal berøre landskabet og lade det berøre os. Turene går til skovene omkring Aabenraa, langs Gendarmstien, der afgrænser Danmark mod syd og på Vadehavsøen Rømø, hvor der kan opleves både strand og diger. Vi skal også til Årø og smage på lokal dansk vin undervejs. Der er ikke noget mere samværsskabende end det at gå en tur sammen, dele samtale og bevægelse mens man med fødderne bevæger sig fremad. Snør derfor skoene og pak rygsækken med godt humør og bevæg fødderne ud i det sønderjyske landskab.

Kurset afholdes parrallet med et akvarel- og collagekursus, og der vil være fællesaktiviteter i form af foredrag, aftenarrangementer og morgensang med deltagerne fra dette hold.

Vandreturene er på mellem 10-18 km.

Medbring gerne en rygsæk til, mad og drikkevarer. Husk pas/billedlegitimation!

Kursusleder: Højskolelærer Kaare Meldgaard

Du kan vælge om du ønsker at bo på enkelt eller dobbeltværelse. Hvis du ønsker at bo på enkeltværelse betaler du en merpris på typisk 600,- kr. Hvis du ønsker at bo sammen med en ven eller veninde, skal du blot oplyse personens navn ved tilmelding.

4.700,00 (Dobbeltværelse) / 5.300,00 (Enkeltværelse)

Alt inkluderet

På Højskolen Østersøen har vi valgt at inkludere alle dele af opholdet i prisen for kurset. Vi synes det er nemmere for dig at gennemskue hvad du får, og vi slipper for at skrive en masse med småt!

På ekskursioner er alle entréer og programlagte måltider inkluderet. Hvis måltiderne ikke er inkluderet, skriver vi det tydeligt i programmet.

Da det efterhånden er længe siden toget standsede ved banegården i Aabenraa, tilbyder vi dig gratis afhentning ved Rødekro station den dag kurset starter og når du skal hjem igen. Inden kursusstart modtager du et praktisk brev hvoraf det fremgår hvilken togforbindelse du skal vælge, hvis det skal passe bedst med afhentningstidspunktet.

Du betaler ikke ekstra for sengetøj og håndklæder når du tager på en kort kursus hos os.

Køkkenet sørger for fuld forplejning hele døgnet. Lige fra du står op hvor de disker op med et sundt og nærende morgenmåltid til om aftenen hvor der serveres varm kaffe og the.

Søndag den 26. maj

16.00-18.00   Ankomst og indkvartering

16.50             Gratis bus afgår fra Tinglev Station til højskolen

18.00             Middag

19.30             Velkomst og kursusintroduktion v/højskolelærer Kaare Meldgaard

 

Mandag den 27. maj

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling v/højskolelærer Niels Troldborg

09.30-17.00   Vandretur på Gendarmstien v/Kaare Meldgaard: Turen starter ved Dybbøl Mølle og går herfra ned over de gamle skanser, hvor vi hører om de historiske begivenheder og ser på landskabet ved grænsen. Herefter går det ind mod Sønderborg med frokost i det fri ved Sønderborg Slot, og videre på Gendarmstiens måske smukkeste strækning ud mod Høruphav med høje skrænter og smukke skove. (Dagens tur er på ca. 15 km)

18.00             Aftensmad

19.30             Kaffe og kage: Præsentation af det sønderjyske kaffebord, v/højskolelærer Niels Bjørn Wied hvorefter højskolens køkken byder på et mindre udvalg fra det store kagebord, bl.a. småkager og den berømte ”brødtorte”.

 

Tirsdag den 28. maj

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling om Rømøs historie og natur v/Kaare Meldgaard

09.30-17.00   Vandring på Rømø v/Kaare Meldgaard: Vi kører til Nationalpark Vadehavet og Rømø, hvor vi starter dagens vandring ved den gamle Kommandørgård, der gemmer på skelettet af en kaskelothval. Herfra går vi mod vest gennem hede og klit ud til Rømøs brede strande ved Lakolk, hvor vi spiser frokost. Turen går herefter først ind gennem et hyggeligt sommerhusområde og senere via klitplantage med Rømøs højeste punkt, hvorfra næsten hele øen kan overskues, og tilbage til bussen.  Som afslutning på dagen gør vi små stop ved andre af øens seværdigheder. (Dagens tur er på ca. 17 km)

18.00             Aftensmad

19.30             Kaare Meldgaard: Hvorfor vandrer vi? Et lille foredrag om vandringens muligheder.

Onsdag den 29. maj  

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling om marskens maler Emil Nolde v/Anja Kjølby

09.30-17.00   Marskvandringer v/Kaare Meldgaard:  Turen går til det unikke marsklandskab syd for Tønder, hvor vi vandrer gennem kogslandskabet og langs diger mod grænsen. Undervejs spiser vi den medbragte madpakke og betragter det flade, frodige landskabs farver og vidder. (Dagens tur er på ca. 15 km)

18.00             Aftensmad

19.30             Sangaften med Niels Troldborg ved klaveret.

Torsdag den 30. maj

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling om Aabenraa v/Kaare Meldgaard

09.30-17.00   Aabenraa og Løjtland v/Kaare Meldgaard: Vandretur langs den smukke Aabenraa Fjord ud til Avbæk på Løjtland. Undervejs er der frokost og fortællinger om byens kultur og naturen omkring os. Vi besøger den fine restaurant Knapp, der ligger i den smukke bøgeskov, for at drikke kaffe inden turen går retur til højskolen via Knapp-stien. (Dagens tur er på ca. 15 km)

18.00             Aftensmad

19.30             Filmaften: Vi ser dokumentarfilmen ”Leaning into the Wind” fra 2017 om den skotske land-art kunstner Andy Goldsworthy. (Filmen er på engelsk)

Fredag den 31. maj

07.30-08.30   Morgenmad

08.45             Morgensamling v/Niels Troldborg

09.30-17.00   Årø v/Kaare Meldgaard: Turen går med færge over Årøsund til den lille ø i udmundingen af Haderslev Fjord. Øen er kendt for et rigt fugleliv bl.a. bestående af ynglende vadefugle og digesvaler. Turen går langs stranden og giver mulighed for at nyde det smukke landskab og øens liv. Vi besøger desuden en af landets største vinbønder, hvor der også vil være tid til smagsprøver. (Dagens tur er på ca. 10 km)

18.00             Aftensmad

19.30             Fernisering med akvarel- og collageværker skabt af deltagerne på parallelkursets deltagere samt festlig afslutning med sang og fortællinger v/højskolelærer og huspianist Niels Troldborg, Anja Kjølby og Kaare Meldgaard.

Lørdag den 1. juni

08.45             Farvel og på gensyn v/Kaare Meldgaard og Anja Kjølby

09.30             Gratis bus afgår fra højskolen til Tinglev Station