Indlæser Begivenheder
TILMELD

Valgmuligheder på Naturen & jeg

Den vilde have

Den vilde have er den mest fremadstormende havetendens i disse år. Det handler om at gentænke haverummet så det gavner naturen, og give lidt plads tilbage. På dette kursus lærer du hvilke planter at sætte, og de tiltag du kan lave i din have, og hvordan du sætter vildskaben i nogle designrammer der ikke får det til at ligne en tvangsauktion. Vi lægger vægt på praktiske erfaringer, og tager afsæt i skolens vilde haver og områdets smukke naturområder som baggrund.

Kombineret med gastronomi kan du se frem til et kursus med fokus på nordisk kultur, natur og madlavning.

Vandring

Snør skoene og pak rygsækken med godt humør og bevæg fødderne ud i det sønderjyske landskab med store natur og kulturoplevelser i vente, tanker omkring vandringen og livet – hvor vi følger i naturens fodspor, ser årstiden udfolde sig i det sønderjyske landskab – og tænker over naturen, mennesket og livet.

Med biolog, vild mad ekspert og højskolelærer Katrine Turner og filosof, friluftsmand og højskolelærer Kaare Meldgaard ved roret, skal vi gennem oplæg, diskussioner og ekskursioner undersøge og forsøge at begribe den store sammenhæng mellem naturen og jeg… og dig… og os alle sammen

Naturen og jeg forår

Naturen og jeg er et parallelkursus hvor naturen er i centrum. På forårsudgaven kan du vælge mellem Den Vilde Have eller Vandring. Begge retninger centrerer sig om naturen og der vil være fællesaktiviteter uanset hvad du vælger.

I en tid med klimaforandringer og fremmedgørelse overfor naturen er der behov for at spørge ind til naturen. Til menneskets natur, hvem er vi? Hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? – og hvilken rolle spiller naturen i vores tilblivelse, samfund og identitet? – Naturen og jeg stiller spørgsmål ved samtiden, og søger gennem forskning og tænkning at finde nye, måske gamle veje for hvordan vi som mennesker kan trives og udvikles.

Men vi skal ikke blot snakke, lytte og tale, vi skal handle, bevæge os og blive bevæget – af mødet med naturen – vi skal ud og se, føle, gå og meget andet ud i naturen – vi skal finde mad, finde vej og måske finde lidt af os selv derude … for naturen er i os – og det er når vi er i den at vi bliver til.

Kursus Naturen og jeg forår – Vandring og den vilde have
Kursusleder Kaare Meldgaard & Katrine Turner
Pris delt dobbeltværelse 4.700 kr. pr. person
Pris enkeltværelse 5.300 kr. pr. person
Start 12. april 2020
Slut 18. april 2020

Kursusprogram

Kursusprogrammet kommer snarest