Indlæser Begivenheder
TILMELD

Vild Mad

Kurset er en introduktion til naturen og det vilde køkken, med afsæt i årstiden. Hvad kan du finde derude og hvordan høster, opbevarer og tilbereder du den vilde mad bedst muligt. Kurset vil tage dig på en tur gennem det syddanske kultur- og naturlandskab, give en bred forståelse for forskellige økosystemer, deres naturhistorie og muligheder i køkkenet. Du vil få gastronomisk vejledning og input til at gøre din madlavning endnu mere kreativ, vild og velsmagende af vores dygtige internationale kokketeam.

Vandring

Snør skoene og pak rygsækken med godt humør og bevæg fødderne ud i det sønderjyske landskab med store natur og kulturoplevelser i vente, tanker omkring vandringen og livet – hvor vi følger i naturens fodspor, ser årstiden udfolde sig i det sønderjyske landskab – og tænker over naturen, mennesket og livet.

Naturen & jeg sommer

Naturen og jeg er et parallelkursus hvor naturen er i centrum. På sommerudgaven kan du vælge Vild Mad eller Vandring. Begge retninger centrerer sig om naturen og der vil være fællesaktiviteter uanset hvad du vælger.

I en tid med klimaforandringer og fremmedgørelse overfor naturen er der behov for at spørge ind til naturen… Til menneskets natur, hvem er vi? Hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? – og hvilken rolle spiller naturen i vores tilblivelse, samfund og identitet? – Naturen og jeg stiller spørgsmål ved samtiden, og søger gennem forskning og tænkning at finde nye, måske gamle veje for hvordan vi som mennesker kan trives og udvikles.

Men vi skal ikke blot snakke, lytte og tale, vi skal handle, bevæge os og blive bevæget – af mødet med naturen – vi skal ud og se, føle, gå og meget andet ud i naturen – vi skal finde mad, finde vej og måske finde lidt af os selv derude … for naturen er i os – og det er når vi er i den at vi bliver til.

Med biolog, vild mad ekspert og højskolelærer Katrine Turner og filosof, friluftsmand og højskolelærer Kaare Meldgaard ved roret, skal vi gennem oplæg, diskussioner og ekskursioner undersøge og forsøge at begribe den store sammenhæng mellem naturen og jeg… og dig… og os alle sammen

Kursus Naturen og jeg sommer – Vild mad & Vandring
Kursusleder Kaare Meldgaard & Katrine Turner
Pris delt dobbeltværelse 4.700 kr. pr. person
Pris enkeltværelse 5.300 kr. pr. person
Start 07. juni 2020
Slut 13. juni 2020

Kursusprogram

Kursusprogrammet kommer snarest