Unge med dobbeltdiagnose – altså en kombination af psykisk lidelse og misbrug – er blandt de mest sårbare grupper i det sociale system. De falder ofte mellem to stole, fordi behandlingssystemet traditionelt er opdelt i enten psykiatri eller misbrugsindsats. Men netop kompleksiteten i deres udfordringer kræver en helhedsorienteret, fleksibel og vedvarende tilgang. Så hvordan støtter man egentlig bedst disse unge?

En målgruppe i klemme

Dobbeltdiagnose rammer typisk unge, som i forvejen har en skrøbelig opvækst bag sig. Mange har været i kontakt med psykiatrien siden barndommen og har senere udviklet et problematisk forhold til rusmidler – enten som en måde at dulme deres psykiske smerte eller som en del af et kaotisk ungdomsliv uden stabil voksenkontakt.

Problemet er, at de ofte mødes af et system, der insisterer på, at psykisk sygdom skal behandles ét sted, og misbrug et andet. Det fungerer sjældent. Den unge bliver kastet rundt mellem aktører og mister tillid og motivation. For nogle bliver løsningen i stedet selvmedicinering, isolation eller marginalisering.

Helhedsorienteret indsats med fleksibilitet

For at lykkes med unge med dobbeltdiagnose er det afgørende, at indsatsen samler psykisk støtte og misbrugsbehandling i ét sammenhængende forløb. Den unge skal ikke opleve, at man først kan få hjælp til det ene, hvis man stopper med det andet. Det handler i stedet om at møde den unge dér, hvor vedkommende er – og arbejde med begge problematikker samtidig.

I SUF’s praksis betyder det, at man arbejder med integrerede forløb, hvor misbrugsproblematikken ikke er en adgangsbillet eller en stopklods – men en del af det samlede billede. Det kræver personale, der både har socialpædagogisk, psykiatrisk og misbrugsfaglig viden, og som kan tilpasse indsatsen til den enkelte.

Relationsarbejde som fundament

Relationen er nøglen, når man arbejder med unge med dobbeltdiagnose. Mange har oplevet gentagne afvisninger og kontrolbaserede tilgange, som har skabt afstand og modstand. Derfor er det afgørende, at relationen til den voksne bygger på respekt, accept og vedholdenhed.

Det betyder ikke, at man accepterer alt – men at man møder den unge med en forståelse af, at adfærden giver mening i konteksten. Når den unge føler sig set, forstået og mødt, skabes der motivation for forandring – også selvom vejen er lang og ikke altid lige.

Hverdagsmestring og små skridt

Vejen til forandring for unge med dobbeltdiagnose er sjældent lineær. Der vil være tilbagefald, perioder med lav motivation og behov for tryghed og forudsigelighed. Derfor er det vigtigt at arbejde med hverdagsmestring og små, realistiske mål. At stå op, komme til samtaler, holde struktur og finde mening i dagligdagen er vigtige skridt, som danner fundamentet for større forandringer.

Samtidig skal der være plads til fleksibilitet og tålmodighed – for netop denne målgruppe har brug for voksne, der ikke giver op, selv når det går skævt.

Et fælles ansvar

Unge med dobbeltdiagnose har brug for et system, der ser hele mennesket – ikke to separate problematikker. Det kræver en koordineret indsats mellem kommune, psykiatri, misbrugscenter og socialpædagogiske tilbud. Men vigtigst af alt kræver det fagpersoner, som tør stå fast, skabe relationer og være i det – også når det er svært.For kun når vi møder disse unge med forståelse, fleksibilitet og faglighed, skaber vi reelle muligheder for forandring. Se vores målgrupper og ydelser her.